Zelenskyj gentager behov for mere luftforsvar efter dræbte i Tjernihiv

17. APR 2024 • 11:55UDLAND

Russisk angreb på byen Tjernihiv kunne ifølge Zelenskyj være undgået, hvis Ukraine havde nok luftforsvar.

Et russisk angreb på den nordukrainske by Tjernihiv har kostet 13 mennesker livet. Omkring 60 personer er blevet såret.

Det oplyser Ukraines indenrigsminister, Ihor Klymenko, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge borgmester Oleksandr Lomako ramte tre missiler et "tætbefolket område" omkring klokken 09.00 lokal tid - klokken 08.00 dansk tid.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Desværre fortsætter Rusland med at deltage i terroraktiviteter mod civile og civil infrastruktur. Det bliver vi igen bekræftet i med dette angreb på Tjernihiv, siger Lomako til ukrainsk tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rusland, som har afvist at gå målrettet efter civile, har siden invasionens begyndelsen i februar 2022 affyret tusindvis af missiler og droner mod ukrainske byer.

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, manglede ukrainerne "tilstrækkeligt" luftforsvar til at afværge angrebet på Tjernihiv.

- Det her ville ikke være sket, hvis Ukraine havde modtaget tilstrækkeligt materiel til luftforsvar. Og hvis verden var tilstrækkeligt besluttet på at modgå Ruslands terror, siger han på sociale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ukraine har flere gange appelleret til sine allierede om at forsyne landet med mere sofistikerede systemer til luftforsvar.

Over de seneste uger har Rusland øget angreb på Ukraines energinet.

Onsdagens angreb har ramt et infrastrukturanlæg samt en bygning på otte etager. Det skriver AFP.

Men borgmester Lomako siger, at den beskadigede bygning ikke er forbundet med energiproduktion.

Tjernihiv-regionen grænser op til Belarus. Den var delvist besat i begyndelsen af Ruslands invasion. Men siden har regionen været skånet for voldsomme kamphandlinger.

Rusland har ikke kommenteret onsdagens angreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU