Ecuador rejser sag mod Mexico for asyl til eks-vicepræsident

29. APR 2024 • 19:03UDLAND

Tidligere vicepræsident Jorge Glas blev anholdt på Mexicos ambassade i Ecuador i begyndelsen af april.

Ecuadors udenrigsministerium har rejst en sag mod Mexico ved Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag, fordi Mexico har givet asyl til den tidligere ecuadorianske vicepræsident Jorge Glas.

Det oplyser ministeriet i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jorge Glas blev anholdt i begyndelsen af april på Mexicos ambassade i Ecuador af ecuadoriansk politi.

Aktionen udløste international kritik og fik efterfølgende Mexico til at rejse en sag mod Ecuador ved ICJ, som er den øverste retsinstans i FN-systemet.

Glas har tidligere fået flere fængselsdomme for korruption.

I november 2022 blev han prøveløsladt fra fængslet, på betingelse af at han ikke ville forlade Ecuador.

Men i december 2023 søgte han asyl på Mexicos ambassade i Ecuador, og her opholdt han sig frem til sin anholdelse i begyndelsen af april i år.

Ifølge Ecuadors udenrigsministerium har Mexico begået en række overtrædelser af sine internationale forpligtelser siden 17. december 2023.

I sagen henviser Ecuador desuden til "injurierende" udtalelser fremsat af Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador.

Det fremgår umiddelbart ikke, hvilke udtalelser der er tale om.

Jorge Glas var vicepræsident for Ecuador mellem 2013 og 2017.

I 2017 blev han fyret, da det kom frem, at han havde taget imod 13,5 millioner dollar i bestikkelse fra den brasilianske entreprenørvirksomhed Odebrecht.

Odebrecht stod bag det meste af infrastrukturen, da Brasilien var vært for VM i fodbold i 2014 og OL to år senere.

Glas fik siden flere domme for korruption, men blev altså i 2022 bevilget prøveløsladelse i 40 dage.

Han benyttede prøveløsladelsen til at flygte til den mexicanske ambassade i Ecuadors hovedstad, Quito, hvor han fik asyl som politisk flygtning.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU