Organisation advarer: Virksomheder lokker børn med hurtige penge

29. APR 2024 • 23:00INDLAND/KRIMINAL

Forbrugerrådet Tænk beder forældre være særligt opmærksomme på onlinevirksomheder på TikTok.

På det sociale medie TikTok kan børn se videoer af unge drenge, der fortæller, hvordan de ved hjælp af onlinevirksomheden Team Plug, nemt har tjent 20.000 kroner på blot en måned.

Netop de videoer går en række organisationer nu ud og advarer imod.

Forbrugerrådet Tænk, der er en af organisationerne bag advarslen, skriver i en pressemeddelelse, at virksomhedens markedsføring målretter sig til børn ned til 10 år.

- Det er et grelt tilfælde af underlødig markedsføring til en meget ung målgruppe, siger Marie Frank-Nielsen, der er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk, i meddelelsen.

Team Plug beskriver sig selv som en platform, hvorfra man kan købe mærkevaretøj og lære at videresælge tøjet med fortjeneste.

Hvis man skal tro Team Plug, kan man med et medlemskab hos dem, tjene op til 100.000 kroner om måneden ved at videresælge tøj, som man køber igennem dem.

Det koster 189 kroner om måneden at være medlem. Man kan også købe sig adgang med et engangsbeløb på 2399 kroner.

- Produktet, som Team Plug sælger, er ikke risikofrit, fordi de opfordrer børn til at købe en masse tøj med stor usikkerhed om, hvorvidt de er i stand til at videresælge det, siger Marie Frank-Nielsen.

Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge og Center for Digital Pædagogiker er også afsendere af advarslen.

Sammen med Forbrugerrådet Tænk vurderer organisationerne, at virksomheden Team Plug er en del af en større tendens, hvor børn og unge dyrker ideen om at tjene hurtige penge.

- Vi ser det i mange afskygninger, men fælles for de mange virksomheder, som sælger diverse coachingforløb til ofte en ung målgruppe, er, at de lokker med urealistisk høje beløb, som børnene bliver stillet i udsigt til at tjene, siger Marie Frank-Nielsen.

Organisationerne opfordrer forældre til at tale med deres børn om deres digitale liv.

Børns Vilkår har anmeldt Team Plug til Forbrugerombudsmanden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU