Travis Kelce siger ja til toårig kontrakt med Kansas

30. APR 2024 • 04:04SPORT

34-årige Travis Kelce har spillet 11 sæsoner i NFL og tager nu endnu to som Kansas City Chiefs' tight end.

Den amerikanske fodboldstjerne Travis Kelce er gået med til at forlænge sin kontrakt med Kansas City Chiefs og bliver dermed hos holdet i yderligere to år.

Det har Kansas-holdet selv offentliggjort på det sociale medie X.

Ifølge NFL's hjemmeside har aftalen en værdi af 34,3 millioner dollar. Det svarer til cirka 238 millioner danske kroner.

Med aftalen er Kelce ifølge NFL blandt de bedst betalte tight ends i den bedste amerikanske fodboldliga.

Kelce har i løbet af det seneste år tiltrukket sig opmærksomhed langt uden for sportens verden, efter han er blevet kærester med popstjernen Taylor Swift.

Kansas City Chiefs genvandt tidligere i år slutkampen i NFL, Super Bowl. Det skete med en sejr på 25-22 over San Francisco 49ers efter overtid.

Det er tredje titel på fem år for Kansas City Chiefs, der også vandt i 2023. Med sejren var Kansas City Chiefs det første hold til at genvinde Super Bowl, siden New England Patriots gjorde det tilbage i 2005.

123,4 millioner så med, da Super Bowl for andet år i træk slog seermæssig rekord. En stor del af dækningen har handlet om netop Taylor Swift, der har fulgte sin kæreste fra tribunerne.

34-årige Travis Kelce har spillet 11 sæsoner i NFL.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU