Droneangreb på irakisk gasproducent dræber fire yemenitter

27. APR 2024 • 01:41UDLAND

Irakiske styrker siger, at det har nedsat en gruppe, som skal undersøge angrebet. USA fordømmer angrebet.

Fire yemenitiske arbejdere er sent fredag aften blevet dræbt i et droneangreb på den emiratarabisk-ejede gasproducent Khor Mor i den delvist selvstyrende irakiske region Kurdistan.

Det siger Peshawa Hawramani, som er talsmand for den regionale regering i Kurdistan, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gasproducenten er blevet ramt af angreb med katjusjaraketter flere gange over de seneste år. Dog er fredagens angreb det første, som har haft døden til følge, skriver AFP.

Irakiske sikkerhedsstyrker siger, at det har nedsat en gruppe, som skal undersøge angrebet og sværger, at "den angribende part" kommer til at bøde.

Der er endnu ingen, der har taget ansvar for angrebet.

Natten til lørdag dansk tid har USA's udenrigsministerium fordømt angrebet. Det fremgår af en erklæring på ministeriets hjemmeside.

- Angreb som disse er en krænkelse af Iraks suverænitet. Vi opfordrer myndighederne til at undersøge og retsforfølge dem, som er ansvarlige, lyder det.

- USA vil fortsat samarbejde med Iraks regering og den regionale regering i Kurdistan for at understøtte irakisk sikkerhed, stabilitet og suverænitet.

De kurdiske myndigheder har ligeledes fordømt angrebet og bedt regeringen i Bagdad om at undersøge, hvordan yderligere angreb kan forebygges.

- De her angreb truer freden og stabiliteten i landet, siger den regionale præsident, Nechervan Barzani.

Han opfordrer myndighederne i Bagdad til at "udøve deres pligt og stoppe angrebene, finde gerningsmændene, hvad end deres tilhørsforhold er, og straffe dem".

Den gasproducent, som blev angrebet, ligger mellem byerne Kirkuk og Sulaymaniya i en region, som styres af kurdiske myndigheder.

Kurdiske embedsmænd har tidligere klandret proiranske grupper for angrebene.

Senest i januar ramte to katjusjaraketter gasproducenten, hvilket resulterede i en brand, men ingen dødsfald.

Det skete, mens proiranske grupper i Irak angreb militærbaser i landet og nabolandet Syrien, hvor amerikanske styrker opholdt sig, skriver AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU