Opbakning til Danielsson i millionsag

Opbakning til Danielsson i millionsag
Ældrerådet bakker op om René Danielsson (DF) og mener også, at fem millioner kroner bør blive på ældreområdet i stedet for at ende i kommunekassen. Arkivfoto
NYHED | 16. APR 2024 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
16. APR 2024 • 19:00

Ældrerådet støtter forslag om at lade fem millioner kroner blive på ældreområdet i stedet for at putte dem i kassen.

Sidste år brugte tre centre under socialudvalget godt syv millioner kroner mindre end bevilget.

Fem af disse millioner vil velfærdsdirektør Trine Dorow lægge i kommunekassen, men udvalgsformand René Danielsson (DF) vil i stedet skyde dem i puljer til bedre ledelse, ny teknologi, bedre trivsel blandt medarbejderne og initiativer for et lavere sygefravær.

Puljerne eksisterer ikke, men Dansk Folkeparti har selv foreslået at oprette dem, og forslaget skal til politisk behandling på kommunalbestyrelsens møde senere på måneden. Samtidig skal politikerne tage stilling til, hvor pengene til puljerne i givet fald skal komme fra. Inden kommunalbestyrelsen har behandlet forslaget, mener René Danielsson, at det vil være tudetosset at lægge de omkring fem millioner kroner i kommunens kasse.

Han mener i stedet, det vil være fair at bruge pengene til at tilgodese nogle medarbejdere, der er superpressede.

Anbefaling fra ældrerådet

Det synspunkt er der opbakning til i Bornholms Ældreråd.

– Ældreområdet er økonomisk presset på flere områder, og en pulje til at imødegå udfordringer som bedre ledelse, lavere sygdomsfravær og bedre arbejdsmiljø bør prioriteres højt af kommunalbestyrelsen. Hvis pengene bliver lagt i kassen, er der ingen sikkerhed for, at de kommer ældreområdet til gode, lyder det fra formand Erik A. Larsen i en pressemeddelelse.

I stedet kan pengene blive brugt på mange andre kommunale opgaver, hvis de ender i kassen, fortæller Erik A. Larsen, og derfor er ældrerådets klare anbefaling til kommunalbestyrelsen at lade pengene forblive på ældreområdet.