Irak indfører årelange fængselsstraffe til homoseksuelle

27. APR 2024 • 19:57UDLAND

Homoseksuelle irakere risikerer op til 15 års fængsel med ny lov. Også transkønnede kan straffes.

Irakere risikerer fremover at komme op til 15 år i fængsel, hvis de har et romantisk forhold til en person af samme køn.

Det er konsekvensen af en ny lov, der lørdag er blevet vedtaget af Iraks parlament.

Strafferammen lyder på mellem 10 og 15 år i fængsel.

I et tidligere udkast til loven var der lagt op til at kunne idømme dødsstraf, hvilket kritikere af loven har kaldt en farlig eskalering.

Det er udbredt i Irak, at homoseksuelle møder diskrimination og udsættes for blandt andet vold.

Med den nye lov er det imidlertid første gang, at homoseksualitet bliver gjort direkte ulovligt.

Foruden at det bliver ulovligt at have et forhold til en person af samme køn, vil det være kriminelt at "promovere" sådanne forhold.

For det vil straffen være minimum syv års fængsel.

Det er lørdag desuden blevet vedtaget, at transkønnede kan idømmes fængselsstraffe på op til tre år.

Samme straf vil gælde for læger, der laver kønsskifteoperationer.

Desuden kan det straffes med mellem et og tre år, hvis mænd vurderes "med vilje" at opføre sig som kvinder.

Amnesty International kritiserer den nye lov.

Razaw Salihy, der forsker i irakiske forhold hos menneskerettighedsorganisationen, kalder loven krænkende.

- Ændringerne for LGBTI-rettigheder er en krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder og gør irakere, der i forvejen forfølges dagligt, endnu mere udsatte, siger hun.

LGBTI er en forkortelse, der refererer til forskellige seksuelle minoriteter.

Det gælder blandt andre homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.

Fra vestlig side har blandt andet EU og USA stillet sig kritiske over for den nye irakiske lovgivning.

Sidstnævnte har Iraks premierminister for nylig besøgt.

På grund af besøget har afstemningen om loven været udskudt, lyder det fra parlamentsmedlemmet Raed al-Maliki, der har arbejdet for at få loven vedtaget.

- Vi havde ikke lyst til at påvirke besøget. Det her er et internt anliggende, og vi accepterer ikke nogen indblandinger i irakiske anliggender, siger politikeren.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU