Biden afviser at levere våben til Israels offensiv i Rafah

9. MAJ 2024 • 01:33UDLAND

Biden mener ikke, at Israel har "krydset den røde linje" i Rafah. Hvis de gør, vil USA stoppe våbenleverancer.

USA's præsident, Joe Biden, truer natten til torsdag dansk tid Israel med at standse våbenforsyninger, hvis landet gennemfører en invasion af Rafah i det sydlige Gazastriben.

Sådan lyder det fra præsidenten i et interview med CNN.

Biden siger, at USA vil fortsætte med at levere forsvarsvåben til Israel, inklusiv til landets luftværn "Iron Dome", der bruges til at afværge luftangreb.

Hvis Israel udfører en invasion i Rafah, stopper leverancen af andre våben dog, understreger præsidenten.

Biden siger, at Israel endnu ikke er gået ind i tætbefolkede områder i Rafah, selv om Israel har indledt militære operationer i området. Natten til torsdag er der fortsat ikke tale om en egentlig landoffensiv.

Under interviewet siger Joe Biden videre, at en leverance af bomber fra USA til Israel er blevet brugt til at dræbe civile palæstinensere.

- Civile er blevet dræbt i Gazastriben som konsekvens af de leverancer af bomber og andre måder, hvorpå Israel angriber tætbefolkede områder, lyder det fra Biden med henvisning til en bestemt bombetype, der vejer cirka 900 kilo.

Ifølge CNN har præsidenten allerede sat leverancen af denne type bomber på pause.

Onsdag oplyste en embedsmand fra den amerikanske regering til nyhedsbureauet AP, at USA midlertidigt har stoppet en leverance af sammenlagt 3500 bomber til Israel.

Der er tale om 1700 bomber af Mark 82-typen, som vejer 225 kilo stykket, og 1800 bomber af Mark 84-typen, som vejer 900 kilo stykket.

Embedsmanden udtalte sig på betingelse af anonymitet, men beskrives af nyhedsbureauet som "højtstående". Ifølge embedsmanden er den amerikanske administration nervøs for, om bomberne skal bruges i tætbefolkede byzoner.

USA har historisk forsynet Israel med store mængder af militær bistand, og den forsyning er fortsat efter 7. oktober.

Den militante bevægelse Hamas udførte 7. oktober et angreb i Israel, der kostede flere end 1100 mennesker livet, og hundredvis blev bragt tilbage til Gazastriben og holdt som gidsler.

Israels modangreb har siden dræbt flere end 34.000 mennesker i det palæstinensiske område.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU