Tidende ansætter Leif Olsen

Tidende ansætter Leif Olsen
Leif Olsen, der er 60 år, slutter til sommer en lang karriere som gymnasielærer på Bornholm, og han er også kendt fra mange år som en markant kommunalpolitiker (valgt for SF). Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | 20. APR 2024 • 05:30
Af:
Leif Olsen
NYHED
20. APR 2024 • 05:30

Leif Olsen starter i sit nye job den 1. juli. Her er hans tiltrædelsesklumme.

Bornholms Tidende har besluttet at udvide med en egentlig stilling som debatredaktør. Jeg har været så heldig at få denne stilling.

Bornholms Tidende har eksisteret siden 1866 og er dermed et af Danmarks ældste eksisterende dagblade. Oprindeligt var avisen tæt knyttet til partiet Venstre, men i løbet af det 20. århundrede blev perspektivet stadigt bredere. Efter lukningen af Dagbladet Bornholmeren i 1994 har Bornholms Tidende opfattet sig selv som Bornholms dagblad – uden partitilknytning, men selvfølgelig med holdninger.

At være Bornholms dagblad er også at give plads til debat, og der er da også mange læserindlæg i avisen – både den trykte og den digitale – hver dag, men det kan blive endnu bedre! Det er den opgave, som Bornholms Tidende har ansat mig til at løse; jeg kender jo personligt til debatkulturen på Bornholm.

Retningslinjerne for læserindlæg bliver selvfølgelig ikke ændret. Bornholms Tidende er åben for indlæg, der handler om Bornholm eller har en bornholmsk vinkel i bred forstand – lige fra huller i et fortov i Vestermarie til et nyt forsvarsforlig. Derudover er der en længdebegrænsning, ligesom indlæggene selvfølgelig skal holde en sober tone.

Flere debattører

Min opgave bliver at få endnu flere debattører på banen med holdninger, oplevelser og meninger.

Det kan ske ved at opfordre folk til at kommentere på et bestemt emne, der er aktuelt, ved at bede nogle personer om at skrive længere kommentarer (politikere, erhvervsfolk, organisationsfolk og almindelige borgere) om, hvad de opfatter som vigtigt og relevant.

Jeg vil også prøve at samle forskellige læserindlæg om samme emne, så vi måske kan få en hel debatside med indlæg om Folkemødet, skolesammenlægninger eller andre aktuelle emner. Endelig vil jeg også gennemgå diverse kommentarer fra den digitale udgave og samle nogle af de mest markante i en sammenhæng – derudover skal jeg så også moderere kommentarerne således, at de holder en sober tone.

Jeg glæder mig til mit nye job, og jeg vil gøre mit allerbedste for at styrke vores debat på Bornholm. Det kan jeg dog kun gøre sammen med vores læsere, så min mail er altid åben for forslag, ideer, kommentarer og kritik – alle får et svar.

Debat, diskussion og kritik gør vores samfund stærkere – og det har vi brug for!