Medie modtager Pulitzerpris for afsløring af hemmeligheder i Højesteret

6. MAJ 2024 • 23:16UDLAND

Prisen går til mediet ProPublica. Det modtager prisen for dets afdækning af hemmelige gaver til dommere.

Det undersøgende medie ProPublica har mandag aften dansk tid modtaget den eftertragtede amerikanske pris i journalistik, Pulitzerprisen.

Det fremgår af Pulitzerprisens hjemmeside.

ProPublica modtager prisen for dets afdækning af hemmelige gaver og betalte luksusrejser, som amerikanske højesteretsdommere har modtaget fra velhavende donorer.

Prisen går til de fire journalister bag afdækningen af sagen: Johua Kaplan, Justin Elliott, Brett Murphy og Alex Mierjeski.

I motiveringen fremgår det, at afdækningen er "banebrydende og ambitiøs".

- Afdækningen gennemborede en tyk mur af hemmeligheder i Højesteretten og afslørede, hvordan en lille gruppe af politisk indflydelsesrige milliardærer har bejlet til højesteretsdommere med overdådige gaver og rejser, lyder det.

Historierne har i særlig grad drejet sig om højesteretsdommeren Clarence Thomas, fordi han har undladt at fortælle om rejser og andre økonomiske forbindelser med velhavende konservative donorer.

Journalisternes afdækning resulterede i, at Højesteretten vedtog sit første adfærdskodeks.

- Fraværet af et adfærdskodeks har imidlertid i de senere år ført til den misforståelse, at dommerne ved denne domstol - i modsætning til alle andre jurister i dette land - betragter sig selv som fritaget fra nogle etiske regler, skrev højesteretsdommerne i en erklæring i november 2023.

The New York Times og The Washington Post modtog hver tre priser ved uddelingen, hvor der var priser i flere kategorier. Nyhedsbureauet Reuters modtog to priser.

Pulitzerprisen er en amerikansk journalistik-, litteratur og musikpris, der uddeles årligt - første gang i 1917. Det er den mest prestigefyldte pris for journalistik i USA.

Det er Columbia University i New York City som administrerer Pulitzerprisen. Den blev grundlagt af den ungarsk-amerikanske journalist og avisudgiver Joseph Pulitzer, efter at han testamenterede sin formue til Columbia University i begyndelsen af 1900-tallet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU