Columbia University suspenderer Gaza-demonstrerende elever

30. APR 2024 • 06:22UDLAND

Demonstranter, der har nægtet at forlade protestlejr på campus i New York, bliver suspenderet, lyder det.

Det prestigefulde Columbia University i New York er mandag amerikansk tid begyndt at suspendere studerende, der har nægtet at fjerne en lejr, som de i protest mod Israels krig i Gaza har opsat på universitetets campus.

Det sker, efter at rektoren for Columbia tidligere mandag oplyste, at dialogen om lejren mellem ledelsen og demonstranterne var gået i stå.

De studerende har for at udtrykke modstand mod Israels krig i Gaza opsat en række telte på universitetets campus, hvor de opholder sig, og som de nægter at fjerne.

Det drejer sig om dusinvis af telte, men det fremgår ikke, præcis hvor mange studerende, det drejer sig om.

Trods flere dages forhandlinger mellem ledelsen og eleverne vedrørende lejren, er der ikke sket fremskridt, siger universitetets rektor, Nemat Minouche Shafik.

Hun opfordrede tidligere mandag de studerende til frivilligt at forlade lejren, hvis ikke de vil suspenderes fra universitetet.

Demonstranterne har dog erklæret, at lejren vil bestå, indtil Columbia University har imødekommet tre krav.

De vil have, at universitet skal frasælge aktiver, der på den eller anden måde støtter Israels militær. Derudover kræver de mere transparens i universitetets økonomi, ligesom de vil have, at der skal indføres amnesti for studerende, så de ikke kan sanktioneres for at have spillet en rolle i protesterne.

I udtalelsen mandag sagde rektoren dog, at universitetet ikke kommer til at skille sig af med aktiver, der støtter Israels militær.

I stedet tilbyder Shafik, at universitetet kan investere i sundhedspleje og uddannelse i Gaza, ligesom rektoren gerne vil gå med til at skabe mere åbenhed, når det kommer til Columbias direkte investeringer.

Universitetet sendte mandag morgen amerikansk tid sendt et brev til demonstranterne. Her advarede Columbia om, at elever, som ikke har forladt lejren inden klokken 14, hvilket var klokken 20 dansk tid, og som ikke har underskrevet en form for anerkendelse af deres deltagelse i demonstrationen, vil blive suspenderet.

Det vil betyde, at de ikke kan gennemføre semesteret.

Elever, som forlader lejren og underskriver den påkrævede erklæring, vil være på "disciplinær prøvetid" indtil juni 2025, eller til de dimitterer.

Det fremgår ikke, præcis hvad dette i praksis betyder.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU