NBA-træner skal knæopereres efter sammenstød i slutspil

29. APR 2024 • 18:16SPORT

Minnesota Timberwolves-træner Chris Finch blev væltet omkuld under en NBA-kamp og skal opereres i knæet.

Et uheldigt sammenstød med en af sine egne spillere har ført til, at Minnesota Timberwolves-træner Chris Finch skal under kniven.

I slutminutterne af NBA-kampen mod Phoenix Suns blev Chris Finch sendt i gulvet af Minnesota Timberwolves-spilleren Mike Conley, der dermed væltede sin egen træner.

Mike Conley blev skubbet ud over sidelinjen af Phoenix Suns-stjernen Devin Booker. Chris Finch tog sig straks til højre knæ og skreg af smerte, inden han blev hjulpet ud af arenaen med under to minutter tilbage af kampen.

Minnesota Timberwolves endte med at vinde opgøret natten til mandag dansk tid med 122-116 over Phoenix Suns.

Dermed er Phoenix Suns på overraskende vis ude af slutspillet efter fire nederlag i træk i serien. Der spilles bedst af syv kampe.

Senere meldte holdet ud, at 54-årige Chris Finch har pådraget sig en alvorlig skade i højre knæ, og at han skal opereres.

Det er den såkaldte patellasene, der er revet over. Det er en sene, der forbinder knæskallen med skinnebenet.

Efter operationen vil der gå mellem et halvt til et helt år med at komme sig for Chris Finch.

Assistenten Micah Nori tog over inde på banen, da cheftræneren var ude, og han nedtoner dramatikken.

- Alle har deres roller at spille, og alle støtter hinanden. Jeg ved, at det kan lyde hårdt, men det gælder bare om, at den næste mand tager over. Sådan er det også i trænerstaben, siger Micah Nori ifølge Reuters.

Minnesota Timberwolves er efter 4-0 i kampe videre fra første runde i slutspillet. Det er første gang, at holdet vinder en serie i slutspillet i 20 år.

I næste runde venter vinderen af serien mellem Los Angeles Lakers og Denver Nuggets. I den serie fører Denver Nuggets med 3-1 i kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU