Horsens skal arrangere hold-VM i badminton i 2026

30. APR 2024 • 12:43SPORT

Næste udgave af Thomas Cup og Uber Cup i 2026 skal afvikles i Forum Horsens, der også skal arrangere EM.

I disse dage kæmper verdens bedste badmintonspillere om VM for herre- og damehold i Chengdu i Kina. Når næste udgave af turneringerne Thomas Cup og Uber Cup skal afvikles, bliver det med Horsens som værtsby.

Badminton Danmark meddeler i en pressemeddelelse, at den østjyske by og dens arena Forum Horsens er blevet udpeget som vært for de to hold-VM-turneringer i 2026.

Som en slags generalprøve skal Forum Horsens året før også arrangere det individuelle EM.

- Det er en fantastisk totrinsraket af mesterskaber, vi har fået med først EM næste år og så et endnu større event i 2026 med Thomas og Uber Cup. Det passer godt ind i vores langsigtede ambitioner om at få endnu flere badmintonmesterskaber til Danmark, siger Badminton Danmarks formand, Kristian Pihl, i pressemeddelelsen.

Det bliver anden gang, Danmark lægger halgulv til Thomas og Uber Cup. I 2021 var Aarhus vært for de traditionsrige turneringer, der oprindeligt skulle have været afviklet i 2020, men blev udsat i flere omgange på grund af covid-19-pandemien.

- Badminton Danmark har en lang tradition for at afvikle badmintonmesterskaber i verdensklasse, og vi har fuld tillid til, at de sammen med Horsens vil levere en turnering, der huskes, siger Det Internationale Badmintonforbunds danske præsident, Poul-Erik Høyer.

Det er første gang, Horsens skal arrangere badmintonturneringer på internationalt topniveau.

I første omgang gælder det EM i 2025 - en turnering, der senest var i Danmark i 2017, hvor Kolding var vært.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU