Salget af iPhones faldt markant i årets andet kvartal

2. MAJ 2024 • 23:59ERHVERV/POLITIK

Techgiganten Apple præsterer bedre kvartalsregnskab end ventet trods fald i omsætningen på fire procent.

It- og techselskabet Apples salg af iPhones faldt med 10,5 procent i årets andet kvartal sammenlignet med sidste år.

I alt lød techgigantens omsætning for iPhones på lige knap 46 milliarder dollar i dette kvartal, hvilket er omkring fem milliarder dollar mindre end sidste år.

Det viser selskabets regnskab for finansårets andet kvartal, som dækker over årets første tre måneder.

Apples samlede omsætning faldt i andet kvartal med fire procent fra 94,8 milliarder dollar sidste år til 90,8 milliarder dollar. Faldet var dog mindre end analytikerne havde forventet.

Techselskabets samlede overskud endte på 23,6 milliarder dollar. Det svarer til et overskud på 164 milliarder danske kroner.

Apple står i øjeblikket over for udfordringer på flere områder.

Blandt andet i salget af iPhones, hvor Huawei har vundet markedsandele i Kina, mens rivalen Samsung har lanceret en smartphone, der har udmærket sig indenfor kunstig intelligens.

Apple forberedte ifølge Reuters allerede i februar markedet på, at salget af iPhones kunne få et dyk i dette kvartal.

Ifølge techgiganten var salget af iPhones højere end vanligt i andet kvartal sidste år, efter virksomheden havde indhentet forsinkelser i forsyningskæden, der var opstået i forbindelse med nedlukningerne under coronapandemien.

Apples konkurrenter som Microsoft og Alphabet har satset stort på kunstig intelligens. Også Apple har øget sine udgifter til forskning og udvikling af teknologien de seneste år.

Ifølge Apples administrerende direktør, Tim Cooke, vil virksomheden de kommende måneder løfte sløret for, hvilke investeringer, der er tale om.

Af regnskabet sent torsdag aften fremgår det desuden, at Apple har gjort virksomhedens største aktietilbagekøb nogensinde på 110 milliarder dollar. Det er 90 milliarder dollar mere end samme kvartal sidste år.

Selskabets aktie steg med omkring syv procent i eftermarkedet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU