Europæiske økonomier oplever tiltrængt vækst fra årets begyndelse

30. APR 2024 • 12:00ERHVERV/POLITIK

Flere europæiske nøgletal peger tirsdag mod, at en rentenedsættelse kan realiseres i juni, mener økonomer.

Den europæiske økonomi har nærmest stået bomstille siden 2022, men i årets første kvartal var der igen pæn vækst at spore.

EU-landenes samlede bruttonationalprodukt (bnp) voksede således med 0,3 procent. Det viser en foreløbig opgørelse fra EU's statistikkontor, Eurostat.

Det er ikke i sig selv en voldsom vækst. Men det er i øjeblikket en tiltrængt fremgang til de hårdtprøvede europæiske økonomier, mener Søren Kristensen, cheføkonom hos Sydbank.

Samtidig var det en smule bedre end ventet.

- Vi ser også vækst i den tyske økonomi, men det går endnu stærkere i flere sydeuropæiske lande. Det er for os en bekræftelse af, at man i Europa befinder sig midt i en blød landing i øjeblikket, skriver han i en kommentar.

Opgørelsen af bruttonationalproduktet (bnp) blandt EU-landene er ikke det eneste europæiske nøgletal, der er blevet offentliggjort tirsdag.

Den overordnede inflation for eurozonen - og dermed landene, der har euro som valuta - bevægede sig sidelæns i april og landede på 2,4 procent.

Men kigger man udelukkende på den såkaldte kerneinflation, hvor man fraregner prisudviklingen på energi og uforarbejdede råvarer, så falder den fortsat.

Og det vil man glæde sig over i Den Europæiske Centralbank (ECB), mener Søren Kristensen.

- Det betyder i vores optik, at planerne om en rentenedsættelse i juni kan realiseres, skriver cheføkonomen.

Ifølge Allan Sørensen, cheføkonom hos Dansk Industri, vil ECB dog formentlig gå meget forsigtigt til værks.

- De vil starte med en lille rentesænkning og så overvåge, om inflationen fortsat er på rette kurs, inden de kommer med den næste rentesænkning, skriver han i en kommentar.

- Den Europæiske Centralbank vil gøre alt for at undgå, at inflationen bluser op igen, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU