Elever dyster i disse dage mod klasser fra hele landet

NOTITS | 12. MAR 2024 • 20:30
NOTITS
12. MAR 2024 • 20:30

Søndermarksskolens drenge- og pigehold repræsenterer Bornholm ved DM i Skolevolleyball for 9. klasser, hvor de skal dyste mod skoler fra hele landet i disse dage.

De har svedt, samarbejdet og kæmpet alt, hvad de kunne – og nu kan de høste frugterne af det hårde arbejde, fortæller lærer på Søndermarksskolen Jane Edske Steen i en meddelelse.

Den 12.-14. marts spiller de mod landets bedste skoler, idet Dansk Skoleidræt afholder finaleturnering i Kalundborg, hvor 225 elever fordelt på 11 drengehold og 12 pigehold fra skoler i hele landet deltager.

Eleverne dyster om guld, sølv og bronze, men stævnet er også en god lejlighed til at arbejde med en række faglige mål for idrætsfaget.

– Eleverne får i en konkurrence som denne ved et DM oplevelsen af at skulle yde deres bedste. At deltage på et hold giver fællesskab, hvor hver eneste udøver har en vigtig rolle. Derudover er et DM en oplevelse for livet fyldt med glæde og begejstring, som vil give et godt bidrag til klassens trivsel, fortæller stævnekoordinator fra Dansk Skoleidræt, Ulrik Sundahl Sørensen, i meddelelsen.

Fairplay har altid været et vigtigt element ved DM-stævnerne. Derfor uddeler Dansk Skoleidræt to Fair Play-pokaler, der går til det pige- og drengehold, der har udmærket sig mest positivt ved at spille fair og skabe en positiv stemning ved stævnet både på og uden for banen.