Protest på Campus: Elever kæmper for fleksibelt SU-år

NYHED | 8. MAJ 2024 • 07:02
NYHED
8. MAJ 2024 • 07:02

Det fremgik tidligere, at det var onsdag morgen, der ville være protest på Campus Bornholm. Det er imidlertid først klokken 12, oplyser den lokale arrangør.

På Campus Bornholm vil der onsdag klokken 12 være en protest mod den politiske aftale om at fjerne det fleksible SU-år.

Det oplyser Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Det sker samtidig med, at SU-reformen onsdag bliver vedtaget i Folketinget, oplyser sammenslutningen.

I en pressemeddelelse fremgår det, at eleverne protesterer, fordi nedskæringen kommer til at ramme de studerende, som 'ikke går den lige vej i uddannelsessystemet.'

– Det er de studerende, som har en funktionsnedsættelse. Dem, der vælger om undervejs eller dumper en eksamen. Og dem, som ikke har den økonomiske opbakning hjemmefra, der bliver hårdest ramt. Det bliver en social pilskæv reform, som gør adgang til uddannelse mere ulige, siger Esben Bjørn Salmonsen, forperson for Danske Studerendes Fællesråd.

Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning kan reformen først træde i kraft efter et valg. Derfor vil elever og studerende på tværs af landet kæmpe for at beholde SU-året, og det fremgår, at dagens protest kun bliver startskuddet til kampen for det fleksible SU-år.

– Det her er et meget vigtigt valgkampstema. Det handler grundlæggende om vores lige adgang til uddannelse. Om ikke at øge presset for at vælge rigtigt første gang. Det fylder meget hos gymnasieeleverne. Derfor er regeringens SU-nedskæringer også noget, der betyder rigtig meget hos os elever, siger Asger Kjær Sørensen, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Det er ikke kun på Campus Bornholm, at elever og studerende vil protestere onsdag. Protesterne vil finde sted på en række uddannelsesinstitutioner på tværs af ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Aftalen om at fjerne det fleksible SU-år er ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning indgået af regeringen med Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.